Vedtægter

Her kan du læse gældende vedtægter for PF.
Vedtægter for PF, 2016 (fil til download)

§ 1. Navn og hjemsted
§ 2. Formål
§ 3. Organisering af medlemmer
§ 4. Medlemsrettigheder og -pligter
§ 5. Kontingent
§ 6. Valg til Kredsbestyrelserne
§ 7. Forretningsorden for kredsene
§ 8. Kredsgeneralforsamlinger
§ 9. Valg til Forretningsudvalg
§ 10. Forretningsorden for forretningsudvalget
§ 11. PF’s vedtægter
§ 12. Afstemning uden generalforsamling
§ 13. Regnskabet
§ 14. Udmeldelse
§ 15. Opløsning af forbundet


Fagligt forbund for medlemmer i BDO, KL, KOMBIT og Patienterstatningen

Vedtægt

§ 1. Navn og hjemsted

Stk. 1
Foreningens navn er PF (Fagforbundet PF).
Dens hjemsted er Københavns Kommune. Foreningen er stiftet d. 10. maj 1952.

Stk. 2.
Forbundet er partipolitisk uafhængig.

Stk. 3.
PF er medlem af Hovedorganisationen FTF via SAFU (Sammenslutningen af funktionærer i FTF).

§ 2. Formål

PF’s formål er, at repræsentere medlemmerne i ethvert fagligt, økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt forhold af fælles interesse, herunder løn-, pensions-, ansættelses- og arbejdsvilkår, samt at medvirke til at styrke det kollegiale forhold.

§ 3. Organisering af medlemmer

Stk. 1
PF organiserer funktionærer og tjenestemænd m.fl. samt seniormedlemmer i følgende kredse:

  • Kreds 1: KL og øvrige tilhørende institutioner
  • Kreds 2: BDO
  • Kreds 3: Patienterstatningen,
  • Kreds 4: KOMBIT

Stk. 2
Pensionister og efterlønsmodtagere, som har været medlem af PF, kan optages i forbundet, som seniormedlemmer inden for den enkelte kreds.

Stk. 3.
FU (Forretningsudvalget) kan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, indgå i et tættere fagligt samarbejde med andre faglige organisationer

§ 4. Medlemsrettigheder og -pligter

Stk. 1.
Man skal have været betalende medlem af PF i mindst 3 måneder, før man er berettiget til faglig eller juridisk bistand. Sagen må ikke være opstået under eller forud for de første 3 medlemsmåneder. Disse bestemmelser gælder dog ikke ved overflytning fra andre fagforeninger, hvoraf mindst 3 måneders betalende medlemskab haves.

FU kan dispensere fra ovenstående i samråd med kredsen.

Stk. 2.
Medlemmer er pligtige til at afgive oplysninger, som PF måtte anse for nødvendige for deres arbejde.

Når PF påtager sig at føre en sag for medlemmet, er medlemmet forpligtet til på alle måder at følge de beslutninger, PF træffer vedrørende sagsbehandlingen.

Når forbundet fører en sag, må medlemmet ikke videregive sagsoplysninger eller føre sagen sideløbende i andre instanser. Opgives en sag på grund af medlemmets mangelfulde/urigtige oplysninger eller på grund af illoyalitet overfor forbundet, er medlemmet forpligtet til at afholde alle udgifter vedr. sagen.

Såfremt et medlem udmelder sig eller lader sig slette efter at sagen er overgivet til PF, men inden sagen er afsluttet, er medlemmet forpligtet til at afholde alle positive udgifter forbundet hermed samt eventuelle omkostninger PF bliver pålagt af modparten.

Stk. 3.
Ethvert medlem der skifter til et andet forbund, bevarer sine medlemsrettigheder i PF, såfremt der på overflytningstidspunktet verserer en sag. Medlemmet skal fortsat betale kontingent til PF.

§ 5. Kontingent

Stk. 1
Til dækning af forbundets udgifter betaler medlemmerne et månedligt kontingent, hvis størrelse fastsættes af kredsgeneralforsamlingerne efter fælles indstilling fra forretningsudvalget.

Stk. 2.
Forretningsudvalget kan indrømme hel eller delvis kontingentfritagelse for medlemmer. Forretningsudvalget udarbejder faste retningslinjer og lægger dem på PF’s hjemmeside.

§ 6. Valg til Kredsbestyrelserne

Stk. 1.
Kredsen vælger blandt dens medlemmer et antal kredsbestyrelsesmedlemmer i forbindelse med den ordinære generalforsamling i kredsen. Antallet af kredsbestyrelsesmedlemmer i den enkelte kreds fastsættes efter aftale med forretningsudvalget.

Stk. 2.
Kredsbestyrelsen vælger blandt sine medlemmer en kredsformand og en suppleant for denne.

Kredsen ledes af kredsformanden og arbejder efter den af forretningsudvalgets godkendte forretningsdagsorden for kredsen, der skal være i overensstemmelse med nærværende vedtægt.

Stk. 3.
Den enkelte kreds har ved sine bestyrelsesmedlemmer ret til at forhandle spørgsmål, der alene angår kredsens medlemmer. Dog skal de øvrige kredse altid holdes løbende underrettet om sådanne forhandlingers optagelse og forløb.

Kredsen kan anmode PF (FU) om at overtage sager inden for deres område.

Stk. 4.
Sager, der vedrører alle kredse, forhandles altid af et af forretningsudvalget nedsat fællesudvalg.

Stk. 5.
Kredsene kan modtage kredstilskud fra PF. Beløbet fastsættes af forretningsudvalget. Tilskuddet beregnes efter medlemstal pr. 1. januar. Forretningsudvalget kan i særlige tilfælde bevilge ekstraordinære tilskud.

Stk. 6.
Kredsbestyrelsesmedlemmer og -suppleanter mødes årligt til et fælles seminar om aktuelle sager samt gensidig udveksling af kredsarbejdet.

§ 7. Forretningsorden for kredsene

Forretningsorden for den enkelte kreds fastlægges i en aftale mellem kredsbestyrelsen og forretningsudvalget, jf. i øvrigt § 6.

§ 8. Kredsgeneralforsamlinger

Stk. 1.
PF’s forretningsudvalg afholder kredsgeneralforsamling i de enkelte kredse. Forretningsudvalgsmedlemmer fra de andre kredse har mulighed for at deltage i kredsgeneralforsamlingen uden stemmeret.

Stk. 2.
Ordinær generalforsamling i kredsen afholdes i lige år inden udgangen af september måned. Dagsorden for ordinær generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning
  3. Regnskab
  4. Indkomneforslag
  5. Drøftelse af oplæg til budget, herunder godkendelse af kontingent på baggrund af indstilling fra FU.
  6. Valg af TR og suppleanter, herunder medlemmer og suppleanter til de enkelte kredsbestyrelser
  7. Eventuelt

Stk. 3.
Kredsgeneralforsamlingen indkaldes skriftligt af kredsformanden med mindst 4 ugers varsel.

Stk. 4.
Sager, der ønskes behandlet på den ordinære kredsgeneralforsamling, skal være kredsformanden i hænde senest 3 uger før kredsgeneralforsamlingens afholdelse.

Stk. 5.

Indkomne forslag udsendes til alle medlemmer senest 2 uger før kredsgeneralforsamlingens afholdelse.

Stk. 6.
Kredsgeneralforsamlingerne ledes af en af forsamlingen valgt dirigent.

Stk. 7.
Stemmeberettigede og valgbare er

  • medlemmer, som har indmeldt sig i PF og som
  • har været medlem uden afbrydelse i mindst 3 måneder.

BEMÆRKNING:
Seniormedlemmer er ikke valgbare, men kan deltage i kredsgeneralforsamlingen uden stemmeret.

Stk. 8.
Afstemning sker ved håndsoprækning, men skal dog foretages skriftligt, når mindst 5 medlemmer fordrer det.

Afgørelse træffes ved simpel stemmeflerhed. Afstemning ved skriftlig fuldmagt kan finde sted.

Forslagsstilleren eller dennes befuldmægtigede har mulighed for på kredsgeneralforsamlingen at tilbagekalde forslaget eller fremkomme med ændringer til det fremsatte forslag for derved at gøre det i overensstemmelse med vedtægterne eller for i ordlyd at gøre det mere hensigtsmæssigt, hvorefter det ændrede forslag kan sættes under debat og afstemning.

Stk. 9
Ved valg til kredsbestyrelsen og -suppleanter kan der stemmes på kandidater, som foreslås af kredsbestyrelsen eller som anføres i kredsgeneralforsamlingsindkaldelsen og kandidater, som fra medlemmer måtte være foreslået ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen, senest 3 uger før kredsgeneralforsamlingen.

Såfremt der er foreslået flere kandidater end der skal vælges, foretages valget ved skriftlig afstemning i kredsen eller på kredsgeneralforsamlingen.

Ved skriftlig afstemning i kredsen, skal stemmesedlerne være returneret til kredsbestyrelsen inden kredsgeneralforsamlingens påbegyndelse og offentliggørelse af valgresultatet foregår på kredsgeneralforsamlingen.

Kredsbestyrelsen tilrettelægger selv de praktiske/tekniske informations– og afstemningsprocedurer m.m. i forbindelse med gennemførelse af kredsens generalforsamling.

Såfremt der ikke er suppleanter til besættelse af ledige pladser i Kredsbestyrelsen, bemyndiges Kredsbestyrelsen til at finde og udpege suppleanter i valgperioden. Sker dette skal medlemmerne orienteres og såfremt mere end 5 medlemmer indenfor 3 uger efter udsendelsen gør indsigelse overfor kredsbestyrelsen mod denne beslutning, skal kredsbestyrelsen indenfor yderligere 3 uger foranledige gennemførelse af et egentligt suppleringsvalg til kredsbestyrelse og evt. yderligere suppleanter.

Stk. 11.
Er en kredsgeneralforsamling ikke beslutningsdygtig, kan ny generalforsamling indvarsles med 1 måneds varsel og er da beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Stk. 12.
Ekstraordinær kredsgeneralforsamling indvarsles med 2 ugers varsel, så ofte kredsbestyrelsen finder det fornødent, eller med 3 ugers varsel, når mindst 10 medlemmer af kredsen fremsender skriftligt ønske herom til kredsformanden med angivelse af emne.

Kredsgeneralforsamlingen afholdes inden 6 uger efter, at kravet er rejst.

§ 9. Valg til Forretningsudvalg

Stk. 1.
Til ledelse af forbundet vælges et forretningsudvalg. Forretningsudvalget sammensættes af kredsformændene samt 1 kasserer og 1 sekretær.

Stk. 2.
Formand og næstformand vælges blandt kredsformændene. I tilfælde af uenighed sker valget/valgene i henhold til antallet af medlemmer i hver kreds.

Kasserer og sekretær udpeges af kredsformændene blandt PF’s medlemmer efter indstilling fra de enkelte kredse.

Stk. 5.
Hver kreds vælger en suppleant til forretningsudvalget.

Stk. 6.
Hvis et forretningsudvalgsmedlem udtræder eller for en væsentlig periode er forhindret i at deltage i arbejdet, supplerer forretningsudvalget sig med den af kredsens valgte suppleant.

Suppleanten fungerer i det fraværende forretningsudvalgsmedlems sted frem til næste ordinære eller ekstraordinære generalforsamling i kredsen, hvor nyvalg til forretningsudvalget kan finde sted.

Stk. 7.
Et mistillidsvotum fra en kredsgeneralforsamling annullerer dog valgene, og nyvalg skal finde sted.

Stk. 8.
Endelig udpeges 1 revisor samt 1 revisorsuppleant af forretningsudvalget. Valgperioden er 2 år.

§ 10. Forretningsorden for forretningsudvalget

Stk. 1.
Forretningsudvalget samles mindst 2 gange om året. Forretningsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2.
Forretningsudvalget udpeger medlemmer til de råd m.v., hvori forbundet er repræsenteret.

Stk. 3.
Forretningsudvalget er beslutningsdygtig, når halvdelen af forretningsudvalgets medlemmer – heriblandt formanden eller i dennes forfald næstformanden – er til stede.

Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 4.
Hver kredsformand har en veto-ret – og kan kræve en beslutning taget op til afstemning og afgørelse direkte mellem kredsformændene. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 5.
Formanden og kassereren tegner i forening og under ansvar over for det øvrige forretningsudvalg PF i økonomiske anliggender.

I øvrige anliggender – herunder forhandlingsresultater – tegnes forbundet under ansvar over for det øvrige forretningsudvalg af den enkelte kredsformand.

Stk. 6.
Der føres en protokol over forretningsudvalgets forhandlinger, og efter godkendelse lægges protokollen på forbundets hjemmeside: www.pfpersonaleforeningen.dk

Stk. 7.
Udtræder et medlem af forretningsudvalget inden udløbet af en valgperiode og en ny suppleant er indtrådt i den pågældendes sted, kan omvalg inden for forretningsudvalget finde sted.

§ 11. PF’s vedtægter

For at en vedtægtsændring kan vedtages kræver det, at mindst 50 % af forbundets medlemmer skriftligt eller ved skriftlig fuldmagt er repræsenteret på kredsgeneralforsamlingerne, og at mindst 2/3 af de afgivne stemmer på kredsgeneralforsamlingerne er for forslaget.

§ 12. Afstemning uden generalforsamling

Forretningsudvalget er berettiget til uden afholdelse af kredsgeneralforsamlinger at forelægge sager for medlemmerne til skriftlig afstemning.

Sådanne afstemninger kan også foregå inden for den enkelte kreds.

§ 13. Regnskabet

Stk. 1.
Regnskabsåret er 1. januar – 31. december.

Stk.. 2.
Regnskabet føres i en af forretningsudvalget fastsat form.

Stk. 3.
Kassereren modtager indbetalinger og foretager alle udbetalinger, som dog forinden skal godkendes af formanden eller næstformanden.

Stk. 4.
Kassereren fremlægger på hvert forretningsudvalgsmøde regnskabet for den forløbne periode for bestyrelsen eller på anmodning fra formanden.

Stk. 5.
Regnskabet afsluttes pr. 31. december og skal af kassereren tilstilles formanden senest den 15. marts.

Stk. 6.
Revideret regnskab lægges på hjemmesiden inden udgangen af maj måned.

§ 14. Udmeldelse

Stk. 1.
Udmeldelse af forbundet sker skriftligt til kredsformanden med mindst 1 måneds varsel til den 1. i måneden.

Stk. 2.
Fratræder et medlem sin stilling, ophører vedkommendes medlemskab af forbundet straks. Pensionister og efterlønsmodtagere kan dog optages i forbundet, som seniormedlemmer.

§ 15. Opløsning af forbundet

Stk. 1.
Opløsning af forbundet kan kun foretages af forretningsudvalget når mindst 2/3 af medlemmerne skriftligt stemmer herfor.

Stk. 2.
I tilfælde af forbundets opløsning træffer forretningsudvalget afgørelse om anvendelse af forbundets formue.


Som vedtaget af generalforsamlingerne den 28. april 1971, 14. maj 1975, 14. maj 1983, 20. maj 1985, 22. maj 1992, 21. maj 1996, 25. maj 2000, 22. september 2004, 14. september 2006, 18. september 2008, 23. september 2010, 27. september 2012, 11. september 2014 og 15. september 2016.